Trustpilot announcements
|April 30, 2015
Open letter to the Danish Consumer Ombudsman: The new consumer review guidelines do not benefit the consumers
KØBENHAVN - Et nyt sæt retningslinjer for brugeranmeldelser træder i kraft den 1. maj 2015. Forbrugerombudsmanden, der er afsender af retningslinjerne, vil skabe større tillid og troværdighed til brugeranmeldelser. Retningslinjerne kommer dog på flere punkter ikke forbrugerne til gode. Det mener Eniro, Anmeldhaandvaerker.dk og Trustpilot, der alle tre har stor erfaring med platforme, hvor forbrugere kan anmelde virksomheder. De opfordrer i fællesskab Forbrugerombudsmanden til at skrive dele af retningslinjerne om.
Virksomheder, der vil manipulere, får nemmere ved det
Det er afgørende, at forbrugerne kan stole på brugeranmeldelser, og derfor er de tre portaler positive over for ethvert initiativ, der vil øge tilliden til brugeranmeldelser på nettet.
“Intentionen bag de nye retningslinjer er åbenlyst god, men vi er bekymrede for, at virksomheder, som vil manipulere med anmeldelser, får nemmere ved det med de nye retningslinjer. Det er rigtig ærgerligt for forbrugerne,” siger kommunikationschef i Eniro, Kristoffer Apollo, og fortsætter:
“Eksempelvis kan virksomheder med de nye retningslinjer kræve en anmeldelse fjernet, hvis den ikke indeholder en præcis datering og fyldestgørende beskrivelse af købsoplevelsen. Langt de fleste anmeldelser er ret korte, særligt de positive. Det gør dem dog ikke mindre relevante for andre forbrugere. Vi ser en fare for, at en virksomhed kan misbruge de nye regler til at få fjernet negative anmeldelser uden rimelig grund – eller måske endda til at få fjernet positive anmeldelser af konkurrerende virksomheder.”
Forbrugere må ikke længere opdatere deres anmeldelser
Ifølge de nye retningslinjer må forbrugere ikke ændre deres anmeldelser, når de først er tilgængelige på nettet.
“I dag kan forbrugere og virksomheder have en konstruktiv dialog, hvis de er uenige om en anmeldelse. Indeholder anmeldelsen fx links eller injurier, kan forbrugeren opdatere sin anmeldelse, så den fortsat er til gavn for andre forbrugere. Det system fungerer rigtig godt, men med de nye retningslinjer må forbrugere ikke længere opdatere deres anmeldelser. Ifølge retningslinjerne er det altså forkert, hvis en forbruger vil tilføje ny information, som andre forbrugere kan have glæde af,” siger kommunikationschef i Trustpilot, Mathilde Lykke Bülow.